Anmeldelser:

"I love Jam" Calibrated, CALI 039

Mads Hansen Trio "Doorbell" Cope Records, COPECD 095

Peter Rahbek, Jazz Special #77 August/september 2004
"tre gutter som tydeligvis tager sig den fornødne tid til at gøre tingene rigtigt og på deres egen måde. Små moody historier bliver fortalt gennem tre bundærlige talerør, hvor Mads Hansens bluesy tenorsax ikke er spor vigtigere end Jeppe Kjellbergs sprøde guitar og Jeppe Skovbakkes gedigne basspil. Og trioen suppleres så på flere numre af Rune Harder Olesen, hvis lydhøre conga- og perkussionspil i den grad klæder gruppens akustiske udtryk.
Det Bill Frisell'ske klangunivers inspirerer tydeligvis også her. Ikke kun på guitarlyden; også på den rolige, bluesy søgen omkring i trioens egen musikalske verden.
... discen holder mere end den lover"
 
 

Af Frank Büchmann-Møller (Fyens Stiftstidende) torsdag d. 2. oktober 2003.

GALSKAB, LEG OG HUMOR, Koncert m. Mads Hansen Group på Musikbiblioteket i Odense
Med flere af numrene i valsetempo suppleret af generelle dansende, letswingende rytmer fra trommeslageren Morten Lund og bassisten Jesper Bodilsen kunne denne aftens koncert have stået i Terpsichores tegn. Koncerten var præget af en vis løssluppenhed musikerne imellem. Det tydede på, at de var glade for at være sammen, og det var skam helt til musikkens fordel, idet der var inspiration at mærke hele vejen igennem. Det gjaldt ikke bare for Lund og Bodilsen, men også for den 206 cm høje Mads Hansen, som fik tenorsaxofonen til at tage sig ud som et legetøjsinstrument i de store hænder. Han er en lyrisk improvisator med en blød tone, der er særlig smuk og syngende i det høje register, og hans kompositioner besidder samme melodiske karakter, men ejer også en indbygget fremadrettet drivkraft, som man finder hos f.eks. Wayne Shorter og Eddie Harris.
 
 

Mads Hansen "Grooves"  Sundance Records, STUCD 00222

Preben Skjøth, Jyske-Vestkysten den 16.3.2001:
"Varm og personlig tone ! Den 31-årige saxofonist Mads Hansen, der har rod i det sønderjyske, men som har fået sin musikalske uddannelse på musikkonservatorierne i Århus og København, hører til blandt den nyere generations mest fremtrædende musikere, og det bliver spændende at følge den jyske saxofonist for hvem, det er gået meget stærkt. Der er noget på samme tid frygtindgydende og alligevel underfundigt over den nyeste skive "Mads Hansen Grooves"". Det er en skive, der er præget af dynamik og nerve. En skive, hvor Mads Hansen viser, hvor meget han vil - og kan. Mads Hansen har udvidet sin kvartet med et par unge himmelstormere, og det har givet en ny og mere varieret sound. Med den ny sound henvender Mads Hansen sig også til et bredere publikum og der bliver unægtelig gået til vaflerne. Det er næppe overdrevet at påstå, at den får fuld skrue i flere af numrene..."
 

Christian Munch-Hansen: Jazzspecial #56 februar / marts 2001:
"Mads Hansens anden cd lægger sig i slipstrømmen efter John Scofields og andre ligesindede funky, akustisk vuggende og pumpende bluesjazz, hvor grooves, hammond-orgel og basostinater er hyppige virkemidler. Mads Hansen som står for samtlige ni kompositioner har også en svaghed for enkel og sangbar melodik, hvis skandinavisketonefald, der kommer til udtryk i Happy og Folksong, fint kontrasterer the groovy stuff. De syv musikere dyrker det effektive og direkte i varierede arrangementer, der lader alle blive hørt."
 

Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende den 8.1.2001
"En positiv totaloplevelse ! -  Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der tidligere har været lige vel matematisk i sit udtryk, får nu sit spil til at lyde som et varmt og personligt budskab.
Ingen tvivl – det er en fornøjelse, om end det selvfølgelig ikke kan undre, at tenorsaxofonisten Mads Hansen - på baggrund af et mangeårigt og ganske forkromet jazzmusikalsk uddannelsesforløb – er i stand til at spille jazz på et højt professionelt niveau."
 

Boris Rabinowitsch, Politiken 28.12.00:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der sidste år fik en udmærket pladedebut med cd’en „My Standards“, tæller åbenbart Stanley Turrentine blandt sine favoritter. Det fremgår endnu tydeligere af efterfølgeren ”Grooves”, der rummer adskillige indslag af den soul/funk-type, som ikke mindst Turrentine dyrkede. Også på Hansens cd  rykker det godt i numre som ”Jive”, ”Lazy Day” og ”Eddie”. Finest kommer Hansens spil til udtryk i afspændt swingende numre som ”Happy” og ”Big Step Vals”, om end blandingen af 3/4  og 4/4 i sidstnævnte (som han ligeledes praktiserede på forgængeren) kan virke noget forvirrende i de improviserede afsnit."
 
 
 

Mads Hansen "My Standards"  Storyville, STCD 4231

Scott Yanow, Cadence maj 2000:
"Mads Hansen has a warm sound on the tenor that at times hints at Stanley Turrentine and in other spots at Michael Brecker while being mostly original. He is a strong improviser and swings hard on some of the hotter pieces yet is particularly gifted on ballads. With the assistance of a fine Danish rhythm section and (on three cuts) a string quartet, Hansen has created a definitive set that falls into post bop while being connected to the tradition.
Recommended."
 

Per Calum, Jyllands-Posten 29/6-99:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen har på sin debutplade valgt det klassiske kvintet-format. Det er en imponerende sikker skive, så jeg ser frem til hans næste CD..."

 
Torsten Eckerman, Jazz Stage juni 1999:
"Öpningsnumret "Blues for Joshua" är en uppkäftig och fet blues med ett tenorspel som står stadigt i den jazzhistoriska myllan. "December" är en vacker ballad där tenoren är känsligt berättande med noga utvalda toner. Jesper Bodilsen spelar med en rund baston och är mycket föjsam. De tre nummer där stråkarna deltar är i högsta grad hörvärda. "Mediant" har en enkel melodi i 5/4 skrivan över en komplex harmonisk struktur, enligt Hansen är han här inspierad av vår svenske tenorist Joakim Milder. I Ellingtons "In A Sentimental Mood" finna bara de fyra stråkarna och tenorsaxen som möts i en ömsint förening.
    Mads Hansen är skivans absoluta centralfigur, även en kompet lyhört och spelar med stor auktoritet. Hansen spelar med stor mognad och med en mjuk och suganda ton i tenoren. Han har en suverän instrumentkontroll och lätar tonerna även i det låga registret bli tydliga. Hans musik andas lugn och harmoni, och ingenstans kan man spåra någon prestationsångest över att hinna med så många toner som m¨jligt.
En mycket geomarbetad och hörvärd skiva."
 

Finn Slumstrup, Jazz Special #46 juni /juli 1999:
"Der er slet ingen tvivl om, at Hansen har håndelaget i orden. Hans melodier er ofte iørefaldende og melodiske, og i hans improvisationer er det også det melodiske, der står i centrum. Han har en flot og fuld tone på instrumentet, klinger "nordisk" - og i det ledsagende pressemateriale giver han i denne forbindelse meget sympatisk roser til sine konservatorielærere Lundin, Hofseth og Milder. Musikken flyder ubesværet i en stil der kan få én til at tage klichéer som "moderne mainstream" og "happy jazz" ned fra hylden."
 

Thorbjørn Sjøgren, Politiken 9/5-99:
"I tenorsaxofonisten Mads Hansen har vi en ung musiker som med sin debut-cd giver et klart fingerpeg om at må kunne nå langt. Vist må han vedkende sig inspiration fra både Jan Garbarek og Michael Brecker, men vigtigere er det, at han både som instrumentalist og komponist besidder en veludviklet melodisk sans, der får musikken til at forme sig helt organisk og med en indre sammenhæng, som man ikke så ofte hører det på en debut-cd.
    Hans tone er stor og fast og udstråler en autoritet, som aldrig tangerer det blærerøvsagtige, frasering og timing har ofte et strejf af det seje, Dexter Gordon-beslægtede og sammenspillet med Henrik Gunde Petersens klaver, Steen Råhauges slagtøj og Jesper Bodilsen og Morten Lunds mere og mere autoritative bas- og trommemakkerskab lyder langt mere af gruppe end af ad hoc-projekt. Og selv om det overvejende hjemmeskrevne repertoire spænder bredt over blues, samba, ballade og jazzstandard, er der intet demonstrativt over musikken, snarere en velfunderet opdagelyst som uundgåeligt skærper mine forventninger til Hansens udvikling."
 

Troels Skjærbæk, Musikeren Nr. 5 Maj 1999:
"Her er en anderledes og meget lyttervenlig jazzplade, der primært er både let tilnærmelig og afslappet i sin sound, og hvor de fremragende og ofte lidt "blå" kompositioner virkelig kommer til deres ret, ikke mindst på grund af et hold musikere, der virkelig har formået at få en både meget intim og hyggelig stemning ned i rillerne.
Mads Hansen har selv komponeret størstedelen af musikken, der har kvaliteten til ikke bare at blive hans egne standards - som titlen antyder - men måske på sigt også kan blive mange andres.
 
 
Steffen Lange, Midtjyllands Avis 6/5-99:
Høj sax-standard !  - "det er dejligt er dejligt at høre en ung saxofonist, der tør lade melodien og instrumentet tale sin egen tone uden at drukne den rene lyd i en masse moderne og "vild" jazz. Faldt man for Hans Ulrik, bør man også give Mads Hansen Group en chance, der med "My Standards" leverer en positiv overraskelse. Meget mere end en standard-vare!  (tildelt 5 hatte ud af 6 mulige !)
 

Peter Mortensen, Vendsyssel Tidende 7/4-99:
"Mads Hansen folder sig ud i fuldt flor som en blomstrende forårseng med dette fremragende jazzalbum. Den danske saxofonist viser formatet både som musiker og som komponist. Hele ni af albummets 11 skæringer er signeret Mads Hansen. Kun Bill Evans´ Blue In Green og Duke Ellingtons udødelige In A Sentimental Mood er lånt. Mads Hansen havde dog ikke behøvet låne fra de store mestre for at skabe et smukt og tiltalende album, hvor vægten er lagt på det følsomme og følelsesladede. Flot fremhævet af Mads Hansens sensuelt indsmigrende sax...Et regulært hit-album."
 

Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende 22/3-99:
Mads Hansens debutplade er næsten frygtindgydende: Så professionelt og amerikansk up to date kan danske musikere altså fyre deres musik af !
 

Michael Holbek, Ekstrabladet 20/3-99:
”Som på Hans Ulriks Grammy-vinder ”Jazz and Mambo” har tenorsaxofonisten Mads Hansen skrællet tingene ned til det basale. Han er en mand der går efter stemninger og simple fortællinger. En slags dogme-jazz. Og så har han som Hans Ulrik en svaghed for romantiske ballader og et par mambosvingende hofter. Det er enkelt uden at være kedeligt. Godt håndværk uden at være prangende…En Glimrende plade.
 

Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende 13/6-98:
”Ganske melodiske værker og et nydeligt saxofonspil, som trækker på inspiration fra en række gode amerikanere”