
Genreoverskridende trio
Der var dyb klangbund i den elektrisk forstærkede basguitar,
en initialt enstrenget, men fascinerende rytme i guitaren. Og så
begyndte tenorsaxofonen sine improvisatoriske elementer;
mørkttonende,
oven på den rytmiske linieføring. Allerede her blev man
klar
over at noget særligt var i vente. Det blev bekræftet med
en
Jeppe Skovbakke-komposition hvor rytmen blev båret af
stærke
tangoelementer, og dennes inderste væsen, det mørke,
dramatiske
og lidt melankolske, blev fint stillet ud i rytmegruppens molagtige
udtryk.
De kunne deres håndværk, trioen, hvilket blev ekstra
tydeligt
i endnu en egenkomposition, en blues. Den blev veritabelt hakket op i
bidder,
blev sat sammen igen, således at et indledende let funky og
staccato
udtryk kontrasterede lange glidende flader, båret af
blæseren.
Det er ikke en musik man lige øjeblikkeligt glemmer, fordi den,
trods noter af både John Coltrane, Larry Corryel og John
MacLaughlin
forbliver sin egen. Og jo, der var da også de samme
fantasifremkaldende
passager i nogle af stykkerne som man kan opleve når man lytter
til
Bill Evans’ klaverspil.
Der blev altså taget godt fingre om genrer som tango, blues,
et par valse og et midtvestligt slideguitar-spil – et herligt varmt
nummer
– og dermed er antydet at trioen bevægede sig langt ud over
betegnelsen
jazz i traditionel forstand når man ser bort fra de
improviserende
passager i blæserspillet og hos bassisten. Genrerne blev
frugtbart
anvendt efter forgodtbefindende, funderet på et rytmisk stramt og
tæt udtryk, og det er netop den (eneste) indvending jeg har. Det
rytmiske aspekt var til tider så dominerende at det gik ud over
de
rene musikalske pointer. De lurede konstant under overfladen, men blev
mange steder for antydende.
Med fordel kan man lytte til trioens sidste udspil fra dette
forår,
Doorbell (på Cope records), som flot demonstrerer trioens
potentiale.
...en varm, vedkommende koncert.
Peter Rahbek, Jazz Special #77 August/september 2004
"tre gutter som tydeligvis tager sig den fornødne tid til at
gøre tingene rigtigt og på deres egen måde.
Små
moody historier bliver fortalt gennem tre bundærlige
talerør,
hvor Mads Hansens bluesy tenorsax ikke er spor vigtigere end Jeppe
Kjellbergs
sprøde guitar og Jeppe Skovbakkes gedigne basspil. Og trioen
suppleres
så på flere numre af Rune Harder Olesen, hvis
lydhøre
conga- og perkussionspil i den grad klæder gruppens akustiske
udtryk.
Det Bill Frisell'ske klangunivers inspirerer tydeligvis også
her. Ikke kun på guitarlyden; også på den rolige,
bluesy
søgen omkring i trioens egen musikalske verden.
... discen holder mere end den lover"
Af Frank Büchmann-Møller (Fyens Stiftstidende) torsdag d. 2. oktober 2003.
GALSKAB, LEG OG HUMOR, Koncert m. Mads Hansen Group
Med flere af numrene i valsetempo suppleret af generelle dansende,
letswingende rytmer fra trommeslageren Morten Lund og bassisten Jesper
Bodilsen kunne denne aftens koncert have stået i Terpsichores
tegn.
Koncerten var præget af en vis løssluppenhed musikerne
imellem.
Det tydede på, at de var glade for at være sammen, og det
var
skam helt til musikkens fordel, idet der var inspiration at mærke
hele vejen igennem. Det gjaldt ikke bare for Lund og Bodilsen, men
også
for den 206 cm høje Mads Hansen, som fik tenorsaxofonen til at
tage
sig ud som et legetøjsinstrument i de store hænder. Han er
en lyrisk improvisator med en blød tone, der er særlig
smuk
og syngende i det høje register, og hans kompositioner besidder
samme melodiske karakter, men ejer også en indbygget fremadrettet
drivkraft, som man finder hos f.eks. Wayne Shorter og Eddie Harris. Det
er nok denne kombination, der inspirerede rytmegruppen til at rykke
uimodståeligt,
og som fik trompetisten Jesper Riis til at folde sig ud i den ene
forrygende
solo efter den anden, ligesom Henrik Gunde ved flyglet slap sine
kreative
evner løs i en skøn blanding af galskab og humor. Det var
en aften, hvor det legende og uhøjtidelige havde overtaget, mens
det dybsindige og eftertænksomme blev trængt i baggrunden.
Men det gjorde ikke fornøjelsen mindre, for både publikum
og musikerne fik et par absolut underholdende timer i hinandens selskab
med masser af god jazz.
Musikbiblioteket, Odense, tirsdag aften: Mads Hansen Group.
Preben Skjøth, Jyske-Vestkysten den
16.3.2001:
"Varm og personlig tone ! Den 31-årige saxofonist
Mads Hansen, der har rod i det sønderjyske, men som har
fået
sin musikalske uddannelse på musikkonservatorierne i Århus
og København, hører til blandt den nyere generations mest
fremtrædende musikere, og det bliver spændende at
følge
den jyske saxofonist for hvem, det er gået meget stærkt.
Der
er noget på samme tid frygtindgydende og alligevel underfundigt
over
den nyeste skive "Mads Hansen Grooves"". Det er en skive, der er
præget
af dynamik og nerve. En skive, hvor Mads Hansen viser, hvor meget han
vil
- og kan. Mads Hansen har udvidet sin kvartet med et par unge
himmelstormere,
og det har givet en ny og mere varieret sound. Med den ny sound
henvender
Mads Hansen sig også til et bredere publikum og der bliver
unægtelig
gået til vaflerne. Det er næppe overdrevet at
påstå,
at den får fuld skrue i flere af numrene. Det er en skive, der er
præget af høj tonalitet og mange fine passager, hvor
improvisationer
og aftaler sidder lige i plet. Mads Hansen har en varm, meget personlig
tone, hvilket klart kommer til udtryk i numrene "Happy" og "Folksong".
Ud over Mads Hansen er det Jesper Riis på trompet, Søren
Lee
på guitar, Gustaf Ljunggren på pedal steel guitar, Henrik
Gunde
Pedersen på piano, rhodes og hammond, Jesper Bodilsen på
bas
og Morten Lund på trommer."
Christian Munch-Hansen: Jazzspecial #56 februar /
marts
2001:
"Mads Hansens anden cd lægger sig i
slipstrømmen
efter John Scofields og andre ligesindede funky, akustisk vuggende og
pumpende
bluesjazz, hvor grooves, hammond-orgel og basostinater er hyppige
virkemidler.
Mads Hansen som står for samtlige ni kompositioner har også
en svaghed for enkel og sangbar melodik, hvis skandinavisketonefald,
der
kommer til udtryk i Happy og Folksong, fint
kontrasterer
the groovy stuff. De syv musikere dyrker det effektive og
direkte
i varierede arrangementer, der lader alle blive hørt."
Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende den 8.1.2001
"En positiv totaloplevelse ! - Tenorsaxofonisten
Mads Hansen, der tidligere har været lige vel matematisk i sit
udtryk,
får nu sit spil til at lyde som et varmt og personligt budskab.
Ingen tvivl – det er en fornøjelse, om end det
selvfølgelig ikke kan undre, at tenorsaxofonisten Mads Hansen -
på baggrund af et mangeårigt og ganske forkromet
jazzmusikalsk
uddannelsesforløb – er i stand til at spille jazz på et
højt
professionelt niveau.
På den anden side, så kan uddannelse
også
resultere i, at udtrykket bliver lige vel skolet, konstrueret og
matematisk,
og sådan har jeg faktisk tidligere oplevet Mads Hansens kunst.
Men
på hans netop udsendte anden CD, »Grooves«, er der
tydeligvis
sket en drejning imod noget mere emotionelt, og denne aften er der
virkelig
balance i tingene.
Gruppen byder på tenorsaxofonistens egne – og
generelt
ganske melodiske – værker, hentet fra »Grooves« samt
fra den første CD »My Standards«, og selv om
afviklingen
på mange måder følger de indspillede forlæg,
virker
budskabet nu langt mere spontant og langt mere mere vedkommende. Det
handler
om små nuancer, og det handler om en overensstemmelse mellem
teknik
og følelser, og der skal ikke herske tvivl om, at Mads Hansen
ved
denne lejlighed virkeligt får sit tenorsaxofonspil til at lyde
som
et varmt og personligt budskab.
Musikken er kort sagt medrivende, hvilket til en vis
grad skyldes, at lidt flere elementer af blues og funk har sneget sig
ind
i diverse værker samt formidlingen af samme, men også
ballader
og de mere mainstream-agtige forløb kommer godt ud over rampen.
Og Mads Hansens ledsagere har så sandelig også deres andel
i det gode retultat.
Nok en gang er det en udsøgt fornøjelse
at lytte til pianisten Henrik Gunde, et lysende – og altid utroligt
veloplagt
– talent, der hvor som helst formår at stjæle billedet med
sit imponerende håndelag og sin sprudlende musikalske
opfindsomhed.
Og udover mange mesterlige stræk ved flyglet bliver det
også
– i flere kontante fusionsværker – til et bidende godt spil
på
Fender Rhodes.
Bassisten Jesper Bodilsen er som altid mand for at
skabe
den rette bund og det gode drive plus en god portion sjælfuldt
solospil,
og til trods for at trommeslageren Karsten Bagge er med på et
afbud,
er han helt med på så vel overordnede som underordnede
ideer.
Han kommunikerer fornemt med de øvrige musikere og skaber de
spændinger,
klange og nuancer, der virkelig gør jazz til jazz.
Og dertil er det overordentlig godt at få
bekræftet,
at ung dansk jazz kan mobilisere et meget stort og meget lydhørt
publikum. Ja, her er bare tale om en utrolig positiv totaloplevelse.
Mads Hansen Kvartet, Copenhagen Jazz House,
lørdag
aften."
Boris Rabinowitsch, Politiken 28.12.00:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der sidste år fik en
udmærket
pladedebut med cd’en „My Standards“, tæller åbenbart
Stanley
Turrentine blandt sine favoritter. Det fremgår endnu tydeligere
af
efterfølgeren ”Grooves”, der rummer adskillige indslag af den
soul/funk-type,
som ikke mindst Turrentine dyrkede. Også på Hansens
cd
rykker det godt i numre som ”Jive”, ”Lazy Day” og ”Eddie”. Finest
kommer
Hansens spil til udtryk i afspændt swingende numre som ”Happy” og
”Big Step Vals”, om end blandingen af 3/4 og 4/4 i
sidstnævnte
(som han ligeledes praktiserede på forgængeren) kan virke
noget
forvirrende i de improviserede afsnit."
Scott Yanow, Cadence maj 2000:
"Mads Hansen has a warm sound on the tenor that at times hints at
Stanley
Turrentine and in other spots at Michael Brecker while being mostly
original.
He is a strong improviser and swings hard on some of the hotter pieces
yet is particularly gifted on ballads. With the assistance of a fine
Danish
rhythm section and (on three cuts) a string quartet, Hansen has created
a definitive set that falls into post bop while being connected to the
tradition.
Recommended."
Per Calum, Jyllands-Posten 29/6-99:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen har på sin debutplade valgt det
klassiske kvintet-format. Det er en imponerende sikker skive, så
jeg ser frem til hans næste CD..."
Torsten Eckerman, Jazz Stage juni 1999:
"Mads Hansen er är en dansk saxofonist och flöjtist. Han
har de senaste tio åren spelat i flera olika pop-, rock- och
funkband.
Men han är i första hand jazzmusiker. Hansen har tagit
intryck
av många stora saxofonister i jazzhistorien, själv
nämner
han Sonny Rollins, John Coltrane, Dexter Gordon, Joe Lovano och Joshua
Redman. Han är en aktiv kompositör och har på skivan
skrivit
nio av elva nummer.
Mads Hansen spelar tenorsax och lite flöjt, Henrik Gunde Pedersen
piano, Jesper Bodilsen bas, Morten Lund trummer och Steen Råhauge
percussion. På tre nummer deltar dessutom en stråkkvartett.
Musiken är inspelad den 10-14 december 1998 och den 6 januari
1999.
Det som spelas har sina rötter i 50- och
60-tals
jazzen. Här finns både mycket rytmisk och svängig musik
och mjuka insmickrande ballader.
Öpningsnumret "Blues for Joshua" är en uppkäftig och
fet blues med ett tenorspel som står stadigt i den jazzhistoriska
myllan. "December" är en vacker ballad där tenoren är
känsligt
berättande med noga utvalda toner. Jesper Bodilsen spelar med en
rund
baston och är mycket föjsam. De tre nummer där
stråkarna
deltar är i högsta grad hörvärda. "Mediant" har en
enkel melodi i 5/4 skrivan över en komplex harmonisk struktur,
enligt
Hansen är han här inspierad av vår svenske tenorist
Joakim
Milder. I Ellingtons "In A Sentimental Mood" finna bara de fyra
stråkarna
och tenorsaxen som möts i en ömsint förening.
Mads Hansen är skivans absoluta centralfigur,
även en kompet lyhört och spelar med stor auktoritet. Hansen
spelar med stor mognad och med en mjuk och suganda ton i tenoren. Han
har
en suverän instrumentkontroll och lätar tonerna även i
det
låga registret bli tydliga. Hans musik andas lugn och harmoni,
och
ingenstans kan man spåra någon prestationsångest
över
att hinna med så många toner som m¨jligt.
En mycket geomarbetad och hörvärd skiva."
Finn Slumstrup, Jazz Special #46 juni /juli 1999:
"Der er slet ingen tvivl om, at Hansen har håndelaget i orden.
Hans melodier er ofte iørefaldende og melodiske, og i hans
improvisationer
er det også det melodiske, der står i centrum. Han har en
flot
og fuld tone på instrumentet, klinger "nordisk" - og i det
ledsagende
pressemateriale giver han i denne forbindelse meget sympatisk roser til
sine konservatorielærere Lundin, Hofseth og Milder. Musikken
flyder
ubesværet i en stil der kan få én til at tage
klichéer
som "moderne mainstream" og "happy jazz" ned fra hylden."
Thorbjørn Sjøgren, Politiken 9/5-99:
"I tenorsaxofonisten Mads Hansen har vi en ung musiker som med sin
debut-cd giver et klart fingerpeg om at må kunne nå langt.
Vist må han vedkende sig inspiration fra både Jan Garbarek
og Michael Brecker, men vigtigere er det, at han både som
instrumentalist
og komponist besidder en veludviklet melodisk sans, der får
musikken
til at forme sig helt organisk og med en indre sammenhæng, som
man
ikke så ofte hører det på en debut-cd.
Hans tone er stor og fast og udstråler en
autoritet, som aldrig tangerer det blærerøvsagtige,
frasering
og timing har ofte et strejf af det seje, Dexter
Gordon-beslægtede
og sammenspillet med Henrik Gunde Petersens klaver, Steen
Råhauges
slagtøj og Jesper Bodilsen og Morten Lunds mere og mere
autoritative
bas- og trommemakkerskab lyder langt mere af gruppe end af ad
hoc-projekt.
Og selv om det overvejende hjemmeskrevne repertoire spænder bredt
over blues, samba, ballade og jazzstandard, er der intet demonstrativt
over musikken, snarere en velfunderet opdagelyst som uundgåeligt
skærper mine forventninger til Hansens udvikling."
Troels Skjærbæk, Musikeren Nr. 5 Maj 1999:
"Her er en anderledes og meget lyttervenlig jazzplade, der
primært
er både let tilnærmelig og afslappet i sin sound, og hvor
de
fremragende og ofte lidt "blå" kompositioner virkelig kommer til
deres ret, ikke mindst på grund af et hold musikere, der virkelig
har formået at få en både meget intim og hyggelig
stemning
ned i rillerne.
Mads Hansen har selv komponeret størstedelen af musikken, der
har kvaliteten til ikke bare at blive hans egne standards - som titlen
antyder - men måske på sigt også kan blive mange
andres.
Steffen Lange, Midtjyllands Avis 6/5-99:
Høj sax-standard ! - "det er dejligt er dejligt at
høre
en ung saxofonist, der tør lade melodien og instrumentet tale
sin
egen tone uden at drukne den rene lyd i en masse moderne og "vild"
jazz.
Faldt man for Hans Ulrik, bør man også give Mads Hansen
Group
en chance, der med "My Standards" leverer en positiv overraskelse.
Meget
mere end en standard-vare! (tildelt 5 hatte ud af 6 mulige !)
Peter Mortensen, Vendsyssel Tidende 7/4-99:
"Mads Hansen folder sig ud i fuldt flor som en blomstrende
forårseng
med dette fremragende jazzalbum. Den danske saxofonist viser formatet
både
som musiker og som komponist. Hele ni af albummets 11 skæringer
er
signeret Mads Hansen. Kun Bill Evans´ Blue In Green og Duke
Ellingtons
udødelige In A Sentimental Mood er lånt. Mads Hansen havde
dog ikke behøvet låne fra de store mestre for at skabe et
smukt og tiltalende album, hvor vægten er lagt på det
følsomme
og følelsesladede. Flot fremhævet af Mads Hansens sensuelt
indsmigrende sax...Et regulært hit-album."
Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende 22/3-99:
Mads Hansens debutplade er næsten frygtindgydende: Så
professionelt
og amerikansk up to date kan danske musikere altså fyre deres
musik
af !
Michael Holbek, Ekstrabladet 20/3-99:
”Som på Hans Ulriks Grammy-vinder ”Jazz and Mambo” har
tenorsaxofonisten
Mads Hansen skrællet tingene ned til det basale. Han er en mand
der
går efter stemninger og simple fortællinger. En slags
dogme-jazz.
Og så har han som Hans Ulrik en svaghed for romantiske ballader
og
et par mambosvingende hofter. Det er enkelt uden at være
kedeligt.
Godt håndværk uden at være prangende…En Glimrende
plade.
Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende 13/6-98:
”Ganske melodiske værker og et nydeligt saxofonspil, som
trækker
på inspiration fra en række gode amerikanere”