
Peter Rahbek, Jazz Special #77 August/september 2004
"tre gutter som tydeligvis tager sig den fornødne tid til
at
gøre tingene rigtigt og på deres egen måde.
Små
moody historier bliver fortalt gennem tre bundærlige
talerør,
hvor Mads Hansens bluesy tenorsax ikke er spor vigtigere end Jeppe
Kjellbergs
sprøde guitar og Jeppe Skovbakkes gedigne basspil. Og
trioen
suppleres
så på flere numre af Rune Harder Olesen, hvis
lydhøre
conga- og perkussionspil i den grad klæder gruppens
akustiske
udtryk.
Det Bill Frisell'ske klangunivers inspirerer tydeligvis også
her. Ikke kun på guitarlyden; også på den
rolige,
bluesy
søgen omkring i trioens egen musikalske verden.
... discen holder mere end den lover"
Af Frank Büchmann-Møller (Fyens Stiftstidende) torsdag d. 2. oktober 2003.
GALSKAB, LEG OG HUMOR, Koncert m. Mads Hansen Group
på Musikbiblioteket i Odense
Med flere af numrene i valsetempo suppleret af generelle dansende,
letswingende rytmer fra trommeslageren Morten Lund og bassisten
Jesper
Bodilsen kunne denne aftens koncert have stået i
Terpsichores
tegn.
Koncerten var præget af en vis løssluppenhed
musikerne
imellem.
Det tydede på, at de var glade for at være sammen, og
det
var
skam helt til musikkens fordel, idet der var inspiration at
mærke
hele vejen igennem. Det gjaldt ikke bare for Lund og Bodilsen, men
også
for den 206 cm høje Mads Hansen, som fik tenorsaxofonen til
at
tage
sig ud som et legetøjsinstrument i de store hænder.
Han er
en lyrisk improvisator med en blød tone, der er
særlig
smuk
og syngende i det høje register, og hans kompositioner
besidder
samme melodiske karakter, men ejer også en indbygget
fremadrettet
drivkraft, som man finder hos f.eks. Wayne Shorter og Eddie
Harris.
Preben Skjøth, Jyske-Vestkysten den
16.3.2001:
"Varm og personlig tone ! Den 31-årige
saxofonist
Mads Hansen, der har rod i det sønderjyske, men som har
fået
sin musikalske uddannelse på musikkonservatorierne i
Århus
og København, hører til blandt den nyere
generations mest
fremtrædende musikere, og det bliver spændende at
følge
den jyske saxofonist for hvem, det er gået meget
stærkt.
Der
er noget på samme tid frygtindgydende og alligevel
underfundigt
over
den nyeste skive "Mads Hansen Grooves"". Det er en skive, der er
præget
af dynamik og nerve. En skive, hvor Mads Hansen viser, hvor
meget han
vil
- og kan. Mads Hansen har udvidet sin kvartet med et par unge
himmelstormere,
og det har givet en ny og mere varieret sound. Med den ny sound
henvender
Mads Hansen sig også til et bredere publikum og der bliver
unægtelig
gået til vaflerne. Det er næppe overdrevet at
påstå,
at den får fuld skrue i flere af numrene..."
Christian Munch-Hansen: Jazzspecial #56
februar /
marts
2001:
"Mads Hansens anden cd lægger sig i
slipstrømmen
efter John Scofields og andre ligesindede funky, akustisk
vuggende og
pumpende
bluesjazz, hvor grooves, hammond-orgel og basostinater er
hyppige
virkemidler.
Mads Hansen som står for samtlige ni kompositioner har
også
en svaghed for enkel og sangbar melodik, hvis
skandinavisketonefald,
der
kommer til udtryk i Happy og Folksong, fint
kontrasterer
the groovy stuff. De syv musikere dyrker det effektive og
direkte
i varierede arrangementer, der lader alle blive hørt."
Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende den
8.1.2001
"En positiv totaloplevelse ! - Tenorsaxofonisten
Mads
Hansen, der tidligere har været lige vel matematisk i sit
udtryk,
får nu sit spil til at lyde som et varmt og personligt
budskab.
Ingen tvivl – det er en fornøjelse, om end
det
selvfølgelig ikke kan undre, at tenorsaxofonisten Mads
Hansen -
på baggrund af et mangeårigt og ganske forkromet
jazzmusikalsk
uddannelsesforløb – er i stand til at spille jazz
på et
højt
professionelt niveau."
Boris Rabinowitsch, Politiken 28.12.00:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der sidste år fik en
udmærket
pladedebut med cd’en „My Standards“, tæller åbenbart
Stanley
Turrentine blandt sine favoritter. Det fremgår endnu
tydeligere
af
efterfølgeren ”Grooves”, der rummer adskillige indslag af
den
soul/funk-type,
som ikke mindst Turrentine dyrkede. Også på Hansens
cd
rykker det godt i numre som ”Jive”, ”Lazy Day” og ”Eddie”. Finest
kommer
Hansens spil til udtryk i afspændt swingende numre som
”Happy” og
”Big Step Vals”, om end blandingen af 3/4 og 4/4 i
sidstnævnte
(som han ligeledes praktiserede på forgængeren) kan
virke
noget
forvirrende i de improviserede afsnit."
Scott Yanow, Cadence maj 2000:
"Mads Hansen has a warm sound on the tenor that at times hints at
Stanley
Turrentine and in other spots at Michael Brecker while being
mostly
original.
He is a strong improviser and swings hard on some of the hotter
pieces
yet is particularly gifted on ballads. With the assistance of a
fine
Danish
rhythm section and (on three cuts) a string quartet, Hansen has
created
a definitive set that falls into post bop while being connected to
the
tradition.
Recommended."
Per Calum, Jyllands-Posten 29/6-99:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen har på sin debutplade valgt
det
klassiske kvintet-format. Det er en imponerende sikker skive,
så
jeg ser frem til hans næste CD..."
Torsten Eckerman, Jazz Stage juni 1999:
"Öpningsnumret "Blues for Joshua" är en uppkäftig
och
fet blues med ett tenorspel som står stadigt i den
jazzhistoriska
myllan. "December" är en vacker ballad där tenoren
är
känsligt
berättande med noga utvalda toner. Jesper Bodilsen spelar med
en
rund
baston och är mycket föjsam. De tre nummer där
stråkarna
deltar är i högsta grad hörvärda. "Mediant"
har en
enkel melodi i 5/4 skrivan över en komplex harmonisk
struktur,
enligt
Hansen är han här inspierad av vår svenske
tenorist
Joakim
Milder. I Ellingtons "In A Sentimental Mood" finna bara de fyra
stråkarna
och tenorsaxen som möts i en ömsint förening.
Mads Hansen är skivans absoluta
centralfigur,
även en kompet lyhört och spelar med stor auktoritet.
Hansen
spelar med stor mognad och med en mjuk och suganda ton i tenoren.
Han
har
en suverän instrumentkontroll och lätar tonerna
även i
det
låga registret bli tydliga. Hans musik andas lugn och
harmoni,
och
ingenstans kan man spåra någon prestationsångest
över
att hinna med så många toner som m¨jligt.
En mycket geomarbetad och hörvärd skiva."
Finn Slumstrup, Jazz Special #46 juni /juli 1999:
"Der er slet ingen tvivl om, at Hansen har håndelaget i
orden.
Hans melodier er ofte iørefaldende og melodiske, og i hans
improvisationer
er det også det melodiske, der står i centrum. Han har
en
flot
og fuld tone på instrumentet, klinger "nordisk" - og i det
ledsagende
pressemateriale giver han i denne forbindelse meget sympatisk
roser til
sine konservatorielærere Lundin, Hofseth og Milder. Musikken
flyder
ubesværet i en stil der kan få én til at tage
klichéer
som "moderne mainstream" og "happy jazz" ned fra hylden."
Thorbjørn Sjøgren, Politiken 9/5-99:
"I tenorsaxofonisten Mads Hansen har vi en ung musiker som med sin
debut-cd giver et klart fingerpeg om at må kunne nå
langt.
Vist må han vedkende sig inspiration fra både Jan
Garbarek
og Michael Brecker, men vigtigere er det, at han både som
instrumentalist
og komponist besidder en veludviklet melodisk sans, der får
musikken
til at forme sig helt organisk og med en indre sammenhæng,
som
man
ikke så ofte hører det på en debut-cd.
Hans tone er stor og fast og udstråler en
autoritet, som aldrig tangerer det blærerøvsagtige,
frasering
og timing har ofte et strejf af det seje, Dexter
Gordon-beslægtede
og sammenspillet med Henrik Gunde Petersens klaver, Steen
Råhauges
slagtøj og Jesper Bodilsen og Morten Lunds mere og mere
autoritative
bas- og trommemakkerskab lyder langt mere af gruppe end af ad
hoc-projekt.
Og selv om det overvejende hjemmeskrevne repertoire spænder
bredt
over blues, samba, ballade og jazzstandard, er der intet
demonstrativt
over musikken, snarere en velfunderet opdagelyst som
uundgåeligt
skærper mine forventninger til Hansens udvikling."
Troels Skjærbæk, Musikeren Nr. 5 Maj 1999:
"Her er en anderledes og meget lyttervenlig jazzplade, der
primært
er både let tilnærmelig og afslappet i sin sound, og
hvor
de
fremragende og ofte lidt "blå" kompositioner virkelig kommer
til
deres ret, ikke mindst på grund af et hold musikere, der
virkelig
har formået at få en både meget intim og
hyggelig
stemning
ned i rillerne.
Mads Hansen har selv komponeret størstedelen af musikken,
der
har kvaliteten til ikke bare at blive hans egne standards - som
titlen
antyder - men måske på sigt også kan blive mange
andres.
Steffen Lange, Midtjyllands Avis 6/5-99:
Høj sax-standard ! - "det er dejligt er dejligt at
høre
en ung saxofonist, der tør lade melodien og instrumentet
tale
sin
egen tone uden at drukne den rene lyd i en masse moderne og "vild"
jazz.
Faldt man for Hans Ulrik, bør man også give Mads
Hansen
Group
en chance, der med "My Standards" leverer en positiv overraskelse.
Meget
mere end en standard-vare! (tildelt 5 hatte ud af 6 mulige
!)
Peter Mortensen, Vendsyssel Tidende 7/4-99:
"Mads Hansen folder sig ud i fuldt flor som en blomstrende
forårseng
med dette fremragende jazzalbum. Den danske saxofonist viser
formatet
både
som musiker og som komponist. Hele ni af albummets 11
skæringer
er
signeret Mads Hansen. Kun Bill Evans´ Blue In Green og Duke
Ellingtons
udødelige In A Sentimental Mood er lånt. Mads Hansen
havde
dog ikke behøvet låne fra de store mestre for at
skabe et
smukt og tiltalende album, hvor vægten er lagt på det
følsomme
og følelsesladede. Flot fremhævet af Mads Hansens
sensuelt
indsmigrende sax...Et regulært hit-album."
Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende 22/3-99:
Mads Hansens debutplade er næsten frygtindgydende: Så
professionelt
og amerikansk up to date kan danske musikere altså fyre
deres
musik
af !
Michael Holbek, Ekstrabladet 20/3-99:
”Som på Hans Ulriks Grammy-vinder ”Jazz and Mambo” har
tenorsaxofonisten
Mads Hansen skrællet tingene ned til det basale. Han er en
mand
der
går efter stemninger og simple fortællinger. En slags
dogme-jazz.
Og så har han som Hans Ulrik en svaghed for romantiske
ballader
og
et par mambosvingende hofter. Det er enkelt uden at være
kedeligt.
Godt håndværk uden at være prangende…En
Glimrende
plade.
Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende 13/6-98:
”Ganske melodiske værker og et nydeligt saxofonspil, som
trækker
på inspiration fra en række gode amerikanere”