Anmeldelser:

"I love Jam" Calibrated, CALI 039

Genreoverskridende trio
Der var dyb klangbund i den elektrisk forstærkede basguitar, en initialt enstrenget, men fascinerende rytme i guitaren. Og så begyndte tenorsaxofonen sine improvisatoriske elementer; mørkttonende, oven på den rytmiske linieføring. Allerede her blev man klar over at noget særligt var i vente. Det blev bekræftet med en Jeppe Skovbakke-komposition hvor rytmen blev båret af stærke tangoelementer, og dennes inderste væsen, det mørke, dramatiske og lidt melankolske, blev fint stillet ud i rytmegruppens molagtige udtryk.
De kunne deres håndværk, trioen, hvilket blev ekstra tydeligt i endnu en egenkomposition, en blues. Den blev veritabelt hakket op i bidder, blev sat sammen igen, således at et indledende let funky og staccato udtryk kontrasterede lange glidende flader, båret af blæseren. Det er ikke en musik man lige øjeblikkeligt glemmer, fordi den, trods noter af både John Coltrane, Larry Corryel og John MacLaughlin forbliver sin egen. Og jo, der var da også de samme fantasifremkaldende passager i nogle af stykkerne som man kan opleve når man lytter til Bill Evans’ klaverspil.
Der blev altså taget godt fingre om genrer som tango, blues, et par valse og et midtvestligt slideguitar-spil – et herligt varmt nummer – og dermed er antydet at trioen bevægede sig langt ud over betegnelsen jazz i traditionel forstand når man ser bort fra de improviserende passager i blæserspillet og hos bassisten. Genrerne blev frugtbart anvendt efter forgodtbefindende, funderet på et rytmisk stramt og tæt udtryk, og det er netop den (eneste) indvending jeg har. Det rytmiske aspekt var til tider så dominerende at det gik ud over de rene musikalske pointer. De lurede konstant under overfladen, men blev mange steder for antydende.
Med fordel kan man lytte til trioens sidste udspil fra dette forår, Doorbell (på Cope records), som flot demonstrerer trioens potentiale.
...en varm, vedkommende koncert.
 
 

Mads Hansen Trio "Doorbell" Cope Records, COPECD 095

Peter Rahbek, Jazz Special #77 August/september 2004
"tre gutter som tydeligvis tager sig den fornødne tid til at gøre tingene rigtigt og på deres egen måde. Små moody historier bliver fortalt gennem tre bundærlige talerør, hvor Mads Hansens bluesy tenorsax ikke er spor vigtigere end Jeppe Kjellbergs sprøde guitar og Jeppe Skovbakkes gedigne basspil. Og trioen suppleres så på flere numre af Rune Harder Olesen, hvis lydhøre conga- og perkussionspil i den grad klæder gruppens akustiske udtryk.
Det Bill Frisell'ske klangunivers inspirerer tydeligvis også her. Ikke kun på guitarlyden; også på den rolige, bluesy søgen omkring i trioens egen musikalske verden.
... discen holder mere end den lover"
 
 

Af Frank Büchmann-Møller (Fyens Stiftstidende) torsdag d. 2. oktober 2003.

GALSKAB, LEG OG HUMOR, Koncert m. Mads Hansen Group
Med flere af numrene i valsetempo suppleret af generelle dansende, letswingende rytmer fra trommeslageren Morten Lund og bassisten Jesper Bodilsen kunne denne aftens koncert have stået i Terpsichores tegn. Koncerten var præget af en vis løssluppenhed musikerne imellem. Det tydede på, at de var glade for at være sammen, og det var skam helt til musikkens fordel, idet der var inspiration at mærke hele vejen igennem. Det gjaldt ikke bare for Lund og Bodilsen, men også for den 206 cm høje Mads Hansen, som fik tenorsaxofonen til at tage sig ud som et legetøjsinstrument i de store hænder. Han er en lyrisk improvisator med en blød tone, der er særlig smuk og syngende i det høje register, og hans kompositioner besidder samme melodiske karakter, men ejer også en indbygget fremadrettet drivkraft, som man finder hos f.eks. Wayne Shorter og Eddie Harris. Det er nok denne kombination, der inspirerede rytmegruppen til at rykke uimodståeligt, og som fik trompetisten Jesper Riis til at folde sig ud i den ene forrygende solo efter den anden, ligesom Henrik Gunde ved flyglet slap sine kreative evner løs i en skøn blanding af galskab og humor. Det var en aften, hvor det legende og uhøjtidelige havde overtaget, mens det dybsindige og eftertænksomme blev trængt i baggrunden. Men det gjorde ikke fornøjelsen mindre, for både publikum og musikerne fik et par absolut underholdende timer i hinandens selskab med masser af god jazz.
Musikbiblioteket, Odense, tirsdag aften: Mads Hansen Group.
 
 

Mads Hansen "Grooves"  Sundance Records, STUCD 00222

Preben Skjøth, Jyske-Vestkysten den 16.3.2001:
"Varm og personlig tone ! Den 31-årige saxofonist Mads Hansen, der har rod i det sønderjyske, men som har fået sin musikalske uddannelse på musikkonservatorierne i Århus og København, hører til blandt den nyere generations mest fremtrædende musikere, og det bliver spændende at følge den jyske saxofonist for hvem, det er gået meget stærkt. Der er noget på samme tid frygtindgydende og alligevel underfundigt over den nyeste skive "Mads Hansen Grooves"". Det er en skive, der er præget af dynamik og nerve. En skive, hvor Mads Hansen viser, hvor meget han vil - og kan. Mads Hansen har udvidet sin kvartet med et par unge himmelstormere, og det har givet en ny og mere varieret sound. Med den ny sound henvender Mads Hansen sig også til et bredere publikum og der bliver unægtelig gået til vaflerne. Det er næppe overdrevet at påstå, at den får fuld skrue i flere af numrene. Det er en skive, der er præget af høj tonalitet og mange fine passager, hvor improvisationer og aftaler sidder lige i plet. Mads Hansen har en varm, meget personlig tone, hvilket klart kommer til udtryk i numrene "Happy" og "Folksong". Ud over Mads Hansen er det Jesper Riis på trompet, Søren Lee på guitar, Gustaf Ljunggren på pedal steel guitar, Henrik Gunde Pedersen på piano, rhodes og hammond, Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer."
 

Christian Munch-Hansen: Jazzspecial #56 februar / marts 2001:
"Mads Hansens anden cd lægger sig i slipstrømmen efter John Scofields og andre ligesindede funky, akustisk vuggende og pumpende bluesjazz, hvor grooves, hammond-orgel og basostinater er hyppige virkemidler. Mads Hansen som står for samtlige ni kompositioner har også en svaghed for enkel og sangbar melodik, hvis skandinavisketonefald, der kommer til udtryk i Happy og Folksong, fint kontrasterer the groovy stuff. De syv musikere dyrker det effektive og direkte i varierede arrangementer, der lader alle blive hørt."
 

Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende den 8.1.2001
"En positiv totaloplevelse ! -  Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der tidligere har været lige vel matematisk i sit udtryk, får nu sit spil til at lyde som et varmt og personligt budskab.
Ingen tvivl – det er en fornøjelse, om end det selvfølgelig ikke kan undre, at tenorsaxofonisten Mads Hansen - på baggrund af et mangeårigt og ganske forkromet jazzmusikalsk uddannelsesforløb – er i stand til at spille jazz på et højt professionelt niveau.
På den anden side, så kan uddannelse også resultere i, at udtrykket bliver lige vel skolet, konstrueret og matematisk, og sådan har jeg faktisk tidligere oplevet Mads Hansens kunst. Men på hans netop udsendte anden CD, »Grooves«, er der tydeligvis sket en drejning imod noget mere emotionelt, og denne aften er der virkelig balance i tingene.
Gruppen byder på tenorsaxofonistens egne – og generelt ganske melodiske – værker, hentet fra »Grooves« samt fra den første CD »My Standards«, og selv om afviklingen på mange måder følger de indspillede forlæg, virker budskabet nu langt mere spontant og langt mere mere vedkommende. Det handler om små nuancer, og det handler om en overensstemmelse mellem teknik og følelser, og der skal ikke herske tvivl om, at Mads Hansen ved denne lejlighed virkeligt får sit tenorsaxofonspil til at lyde som et varmt og personligt budskab.
Musikken er kort sagt medrivende, hvilket til en vis grad skyldes, at lidt flere elementer af blues og funk har sneget sig ind i diverse værker samt formidlingen af samme, men også ballader og de mere mainstream-agtige forløb kommer godt ud over rampen. Og Mads Hansens ledsagere har så sandelig også deres andel i det gode retultat.
Nok en gang er det en udsøgt fornøjelse at lytte til pianisten Henrik Gunde, et lysende – og altid utroligt veloplagt – talent, der hvor som helst formår at stjæle billedet med sit imponerende håndelag og sin sprudlende musikalske opfindsomhed. Og udover mange mesterlige stræk ved flyglet bliver det også – i flere kontante fusionsværker – til et bidende godt spil på Fender Rhodes.
Bassisten Jesper Bodilsen er som altid mand for at skabe den rette bund og det gode drive plus en god portion sjælfuldt solospil, og til trods for at trommeslageren Karsten Bagge er med på et afbud, er han helt med på så vel overordnede som underordnede ideer. Han kommunikerer fornemt med de øvrige musikere og skaber de spændinger, klange og nuancer, der virkelig gør jazz til jazz.
Og dertil er det overordentlig godt at få bekræftet, at ung dansk jazz kan mobilisere et meget stort og meget lydhørt publikum. Ja, her er bare tale om en utrolig positiv totaloplevelse.
Mads Hansen Kvartet, Copenhagen Jazz House, lørdag aften."
 

Boris Rabinowitsch, Politiken 28.12.00:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen, der sidste år fik en udmærket pladedebut med cd’en „My Standards“, tæller åbenbart Stanley Turrentine blandt sine favoritter. Det fremgår endnu tydeligere af efterfølgeren ”Grooves”, der rummer adskillige indslag af den soul/funk-type, som ikke mindst Turrentine dyrkede. Også på Hansens cd  rykker det godt i numre som ”Jive”, ”Lazy Day” og ”Eddie”. Finest kommer Hansens spil til udtryk i afspændt swingende numre som ”Happy” og ”Big Step Vals”, om end blandingen af 3/4  og 4/4 i sidstnævnte (som han ligeledes praktiserede på forgængeren) kan virke noget forvirrende i de improviserede afsnit."
 
 
 

Mads Hansen "My Standards"  Storyville, STCD 4231

Scott Yanow, Cadence maj 2000:
"Mads Hansen has a warm sound on the tenor that at times hints at Stanley Turrentine and in other spots at Michael Brecker while being mostly original. He is a strong improviser and swings hard on some of the hotter pieces yet is particularly gifted on ballads. With the assistance of a fine Danish rhythm section and (on three cuts) a string quartet, Hansen has created a definitive set that falls into post bop while being connected to the tradition.
Recommended."
 

Per Calum, Jyllands-Posten 29/6-99:
"Tenorsaxofonisten Mads Hansen har på sin debutplade valgt det klassiske kvintet-format. Det er en imponerende sikker skive, så jeg ser frem til hans næste CD..."

 
Torsten Eckerman, Jazz Stage juni 1999:
"Mads Hansen er är en dansk saxofonist och flöjtist. Han har de senaste tio åren spelat i flera olika pop-, rock- och funkband. Men han är i första hand jazzmusiker. Hansen har tagit intryck av många stora saxofonister i jazzhistorien, själv nämner han Sonny Rollins, John Coltrane, Dexter Gordon, Joe Lovano och Joshua Redman. Han är en aktiv kompositör och har på skivan skrivit nio av elva nummer.
Mads Hansen spelar tenorsax och lite flöjt, Henrik Gunde Pedersen piano, Jesper Bodilsen bas, Morten Lund trummer och Steen Råhauge percussion. På tre nummer deltar dessutom en stråkkvartett. Musiken är inspelad den 10-14 december 1998 och den 6 januari 1999.
    Det som spelas har sina rötter i 50- och 60-tals jazzen. Här finns både mycket rytmisk och svängig musik och mjuka insmickrande ballader.
Öpningsnumret "Blues for Joshua" är en uppkäftig och fet blues med ett tenorspel som står stadigt i den jazzhistoriska myllan. "December" är en vacker ballad där tenoren är känsligt berättande med noga utvalda toner. Jesper Bodilsen spelar med en rund baston och är mycket föjsam. De tre nummer där stråkarna deltar är i högsta grad hörvärda. "Mediant" har en enkel melodi i 5/4 skrivan över en komplex harmonisk struktur, enligt Hansen är han här inspierad av vår svenske tenorist Joakim Milder. I Ellingtons "In A Sentimental Mood" finna bara de fyra stråkarna och tenorsaxen som möts i en ömsint förening.
    Mads Hansen är skivans absoluta centralfigur, även en kompet lyhört och spelar med stor auktoritet. Hansen spelar med stor mognad och med en mjuk och suganda ton i tenoren. Han har en suverän instrumentkontroll och lätar tonerna även i det låga registret bli tydliga. Hans musik andas lugn och harmoni, och ingenstans kan man spåra någon prestationsångest över att hinna med så många toner som m¨jligt.
En mycket geomarbetad och hörvärd skiva."
 

Finn Slumstrup, Jazz Special #46 juni /juli 1999:
"Der er slet ingen tvivl om, at Hansen har håndelaget i orden. Hans melodier er ofte iørefaldende og melodiske, og i hans improvisationer er det også det melodiske, der står i centrum. Han har en flot og fuld tone på instrumentet, klinger "nordisk" - og i det ledsagende pressemateriale giver han i denne forbindelse meget sympatisk roser til sine konservatorielærere Lundin, Hofseth og Milder. Musikken flyder ubesværet i en stil der kan få én til at tage klichéer som "moderne mainstream" og "happy jazz" ned fra hylden."
 

Thorbjørn Sjøgren, Politiken 9/5-99:
"I tenorsaxofonisten Mads Hansen har vi en ung musiker som med sin debut-cd giver et klart fingerpeg om at må kunne nå langt. Vist må han vedkende sig inspiration fra både Jan Garbarek og Michael Brecker, men vigtigere er det, at han både som instrumentalist og komponist besidder en veludviklet melodisk sans, der får musikken til at forme sig helt organisk og med en indre sammenhæng, som man ikke så ofte hører det på en debut-cd.
    Hans tone er stor og fast og udstråler en autoritet, som aldrig tangerer det blærerøvsagtige, frasering og timing har ofte et strejf af det seje, Dexter Gordon-beslægtede og sammenspillet med Henrik Gunde Petersens klaver, Steen Råhauges slagtøj og Jesper Bodilsen og Morten Lunds mere og mere autoritative bas- og trommemakkerskab lyder langt mere af gruppe end af ad hoc-projekt. Og selv om det overvejende hjemmeskrevne repertoire spænder bredt over blues, samba, ballade og jazzstandard, er der intet demonstrativt over musikken, snarere en velfunderet opdagelyst som uundgåeligt skærper mine forventninger til Hansens udvikling."
 

Troels Skjærbæk, Musikeren Nr. 5 Maj 1999:
"Her er en anderledes og meget lyttervenlig jazzplade, der primært er både let tilnærmelig og afslappet i sin sound, og hvor de fremragende og ofte lidt "blå" kompositioner virkelig kommer til deres ret, ikke mindst på grund af et hold musikere, der virkelig har formået at få en både meget intim og hyggelig stemning ned i rillerne.
Mads Hansen har selv komponeret størstedelen af musikken, der har kvaliteten til ikke bare at blive hans egne standards - som titlen antyder - men måske på sigt også kan blive mange andres.
 
 
Steffen Lange, Midtjyllands Avis 6/5-99:
Høj sax-standard !  - "det er dejligt er dejligt at høre en ung saxofonist, der tør lade melodien og instrumentet tale sin egen tone uden at drukne den rene lyd i en masse moderne og "vild" jazz. Faldt man for Hans Ulrik, bør man også give Mads Hansen Group en chance, der med "My Standards" leverer en positiv overraskelse. Meget mere end en standard-vare!  (tildelt 5 hatte ud af 6 mulige !)
 

Peter Mortensen, Vendsyssel Tidende 7/4-99:
"Mads Hansen folder sig ud i fuldt flor som en blomstrende forårseng med dette fremragende jazzalbum. Den danske saxofonist viser formatet både som musiker og som komponist. Hele ni af albummets 11 skæringer er signeret Mads Hansen. Kun Bill Evans´ Blue In Green og Duke Ellingtons udødelige In A Sentimental Mood er lånt. Mads Hansen havde dog ikke behøvet låne fra de store mestre for at skabe et smukt og tiltalende album, hvor vægten er lagt på det følsomme og følelsesladede. Flot fremhævet af Mads Hansens sensuelt indsmigrende sax...Et regulært hit-album."
 

Jørgen Siegumfeldt, Berlingske Tidende 22/3-99:
Mads Hansens debutplade er næsten frygtindgydende: Så professionelt og amerikansk up to date kan danske musikere altså fyre deres musik af !
 

Michael Holbek, Ekstrabladet 20/3-99:
”Som på Hans Ulriks Grammy-vinder ”Jazz and Mambo” har tenorsaxofonisten Mads Hansen skrællet tingene ned til det basale. Han er en mand der går efter stemninger og simple fortællinger. En slags dogme-jazz. Og så har han som Hans Ulrik en svaghed for romantiske ballader og et par mambosvingende hofter. Det er enkelt uden at være kedeligt. Godt håndværk uden at være prangende…En Glimrende plade.
 

Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende 13/6-98:
”Ganske melodiske værker og et nydeligt saxofonspil, som trækker på inspiration fra en række gode amerikanere”